
Nordturn er Klimaklar


I løbet af foråret og sommeren 2023 har Nordturn været i gang med forløbet Klimaklar Produktionsvirksomhed. Forløbet er et samarbejde mellem Dansk Industri og Industriens Fond der skal klæde danske produktionsvirksomheder på til at blive “klimaklar” inden 2026.

Konkurrencedygtig virksomhed
En af Nordturns visioner er, og har altid været, at være konkurrencedygtige. Vi har altid ønsket at gå forrest og har siden vores stiftelse i 2011 haft medvind i sejlene. Nu skriver vi 2023 og i dag er det vigtigere end nogensinde at være konkurrencedygtige på flere forskellige parameter.
Heriblandt grøn omstilling.
Klimasnakken kan være tung at gå i gang med, for hvad præcis er Co2 ækvivalenter, hvad betyder scope 1, 2 og 3, hvordan beregner man sit Co2e-aftryk og hvad skal vi bruge det til?
Klimaklar Produktionsvirksomhed
For os var de termer også fremmede, så vi valgte at tilmelde os Klimaklar Produktionsvirksomhed. Et forløb skræddersyet til produktionsvirksomheder i SMV-størrelsen. På forløbet har vi været tilknyttet en læringsplatform med flere forskellige moduler der er sammensat til, at man kan gå i gang med absolut ingen viden. Med moduler i dataindsamling, klimakompasset, kommunikation og meget mere har Klimaklar Produktionsvirksomhed formået at skabe en gennemgående undervisning der gør det muligt for stort set alle at forstå klima og grønt regnskab.
Sammen med læringsplatformen har vi været tilknyttet en rådgiver/vejleder, som i vores tilfælde kom fra Viegand Maagøe – her har vi modtaget sparring og rådgivning hvilket har hjulpet til den bredere forståelse for det grønne regnskab.
Med klimaklar Produktionsvirksomhed kunne vi komme ordentligt i gang med klimaregnskabet og gennemskue hvordan vi kunne finde data fra indkøb, salg og forbrug, hvilket alt sammen viser vores sammenlagte Co2e-aftryk.
Nordturn er Klimaklar
Dermed ikke at sige, at vi er færdige – for det er vi langt fra. Dog er vi nu klimaklar, vi er klar til at fortsætte opgaven og tage mere ansvar når det kommer til vores forbrug og produktion. Vi er klar til at gå mere i dybden med vores klimaregnskab, vi er klar til at svare på spørgsmål om vores Co2 og vi er klar til at imødekomme vores kunder.
Og lige præcis det at imødekomme vores kunder har været en stor kilde til vores ønske om at komme i gang og blive klar. Vi oplevede nemlig allerede kort før vores opstart på forløbet forespørgsler fra kunder om Co2e oplysninger. Klimaklar Produktionsvirksomhed har gjort det muligt for os, at vi allerede nu er i dialog med og i gang med beregninger der meget specifikt skal fortælle vores kunder om de Co2e-aftryk vores produktion har på lige præcis de emner vi producerer til den enkelte kunde.
Det har selvfølgelig til tider været en stor mundfuld, i sær når projektet har været så ny en opgave for alle i virksomheden, men vi har absolut kun fået positivt ud af forløbet, og ser frem til at blive ved med at arbejde med klima, grøn omstilling og endnu mere dataindsamling.